Når noget transformeres, kalder vi det metamorfose. Dyr skifter udviklingstrin, planter bliver til muld, celler henfalder og bliver afsæt for noget nyt. Livet udfolder sig i cykliske forløb. En lotus kan kun blomstre frem, fordi der findes mudder, som kimen kan vokse i. Affald, udtjente former kan forvandles, genanvendes og blive til ressourcer. Udstillingen er et visuelt udtryk for en sådan forvandlingsproces.
Materialer fra hverdagen genbruges. Gammelt plast, pap, brugte handsker, tomme flasker omformes og forbinder sig med strengagtige formationer skabt af papir, hæklet tråd, lim og maling. Alt bearbejdes, omstruktureres og transformeres. Installationens komposition er som udgangspunkt nøje planlagt – men undervejs påvirkes vækstbetingelserne. Tilfældigheder påvirker værket. Uforudsigelige knopskydninger spirer frem og sætter aftryk på den endelige form.
Metamorfose bliver her at skabe og forme nyt liv af det kasserede. Måske er det makroforstørrelser af cellestrukturer, synapser eller nervebaner, som snor sig i et tyst univers. Måske er det filtrede lianer i en hvid regnskov. Forvandlingen kan fornemmes på tæt hold i udstillingsrummet